Fællessang og koncerter

Sangaftener, klassisk og jazz.
Vi er glade for musik og har ofte koncerter i Krogstrup Kirke,
gerne efterfulgt af en forfriskning i "Klokkeboligen" ved siden af kirken.

Fællessang og koncerter

 Se tidligere koncerter   

Mød vores organist

Tjarko Landman er organist i Kyndby og Krogstrup Kirker. Han kaldes også for 'Koos', hvilket er hans hollandske kaldenavn. Tjarko er nemlig født og opvokset i Holland, uddannet landmand og flyttede i 1998 til Danmark for at arbejde i landbruget. Siden barn har han været glad for musik, men fik aldrig taget en musikalsk uddannelse. I stedet har han siden 12-års-alderen lært sig selv at spille kirkeorgel og startede i det små som vikar. I Danmark blev han snart engageret som organist-vikar, først i Ferslev og siden i Kyndby og Krogstrup Kirker, hvor han i dag er vores faste organist. I alle årene har han haft ét mål med sit orgelspil; nemlig at man skal gå ud ad kirken med et smil, hvorfor hans kreative evner ofte slippes lidt løs til sidst.

Mød vores kirkesanger

Anne Langer er født og opvokset i Skanderborg i en familie, hvor musik og sang fyldte meget. I dag er musikeren Mads Langer den mest kendte i familien, men i Annes barndom var fokus på de mange mostre, som var kirkesangere. Selv startede Anne i Hornslet Kirkes kirkekor i 1988, og to år senere flyttede hun til Haderslev, hvor hun kom med i Cantores Juvenales, der blev ledet af den legendariske Hans Christian Magaard, som var studieleder på Løgumkloster Kirkemusikskole og domkantor ved Haderslev Domkirke. Koret medvirkede bl.a. i DR’s tv-program ”Før søndagen” i 1992, og Anne sang i Haderslev Domkirkes Kantori i 1997-1998 og gik på ”Den sønderjyske højskole for musik og teater” i 1999. Undervejs tog hun også en uddannelse som kemiker, spillede i flere bands og arbejdede i flere kirker, indtil hun takkede ja til den faste ansættelse i Kyndby-Krogstrup i 2021.