En lille gravsten, men et stort forfatterskab

Der står en mindre gravsten på Krogstrup Kirkegård med navnet ”Aage Dons” og årstallene for hans fødsel og død ”1903-1993”. Der står ikke, at her ligger Aage Dons, som var prisvindende forfatter og udgav 35 romaner, selvom han egentlig ønskede at bliver sanger og skuespiller. Der står heller ikke, at han var født på Svanholm Hovedgård og var søn af forpagter Hans Bergishagen Dons og dennes kone, husholderske Frede Henriette Gottlieb, som var 25 år yngre end sin mand. ”Bergishagen” og ”Frede” – i øvrigt to specielle navne som henholdsvis mellemnavn og fornavn til en kvinde, men de præcise årsager til dette vides ikke. Dog vides det, at Hans Bergishagen Dons var navnet på Aage Dons far, farfar og såmænd også oldefar. Alle tre hed det samme, og alle var de forpagtere. Dét ville Aage Dons ikke.
   Efter barndommen på Svanholm kom Aage ind på Døckers Kursus på Frederiksberg, så han kunne forberede sig bedst muligt til Haslev Gymnasium, hvor han blev student i 1922. I årene efter gymnasiet studerede han sang og musik, men måske rakte talentet ikke så langt, eller måske havde han ikke de rette kontakter. I hvert fald besluttede han sig i 1930 for at blive forfatter, og snart kunne han trække på oplevelser fra sine talrige rejser rundt i Europa. Hvordan han fik råd til disse rejser, vides heller ikke, men han debuterede i statsradiofonien i 1931 med hørespillet ”Valpurgisnat”, som er natten mellem den 30. april og 1. maj, hvor heksene ifølge tysk folketro flyver til Bloksbjerg for at danse med djævelen.
   Nu spidser Aage Dons pennen og skriver og skriver og fire år efter udkommer debutromanen ”Koncerten” i 1935. En bog, som begejstrer både anmeldere og læsere med sin overlegent sikre komposition og kræsne sprogkunst. Dertil skildrer den også en dyb psykologisk viden om sindets dybder, ikke mindst hos kvinderne. Allerede året efter kommer den næste bog, ”Soldaterbrønden” (1936), som har samme kvaliteter. Over de næste 40 år skriver Aage Dons intet mindre end 35 romaner, hørespil og essays, og selvom det går stærkt, bliver de åbenbart ikke dårligere.
   Allerede i 1943 har han gjort sig fortjent til at komme på statens finanslov og får her tildelt statens livslange ydelse, som en påskønnelse og betydning af hans forfatterskab. Han modtager også mange legater og hæderspriser, såsom Kollegernes Ærespris i 1954, Holberg-Medaillen i 1966, Kritikerprisen i 1973 og måske den største – også i 1953 – De Gyldne Laurbær, som er boghandlernes fineste pris til en dansk forfatter.
   Blandt Aage Dons bedste bøger fremhæves normalt ”De uønskede” (1938), ”Frosten paa Ruderne” (1948) og ”Den svundne tid er ej forbi” (1950). Fællestræk for disse bøger er personernes ensomhed og rodløshed. Sådan gælder det mange af hans bøger – og måske også ham selv? Ifølge den tidligere direktør for Gyldendal, Johannes Riis, skulle Aage Dons allerede fra barnsben have følt sig meget fremmed i sit miljø på Svanholm. Hvorfor vides ikke, men Aage Dons filosoferende sind og udlængsel var måske ikke så oplagte ved spisebordet på Svanholm, hvor fokus var på driften af gården? Aage Dons dyrkede – med Johannes Riis’ ord - sine interesser for verden og mennesket qua hans mange rejser i Europa, og han beskrev ofte melodramatiske, kølige og distancerede forhold i sine bøger. I romanen ”Brænde til mit bål” (1965) beskriver han en kvindelig kunstners forsøg på at finde tilbage til de barndomstraumer, der har bestemt hendes liv. Da Aage Dons bøger generelt indeholdte selvbiografiske elementer, så ligger nogle af hans traumer måske også begravet på Svanholm?.
   Måske findes svarene i den erindringsbog, som udkom i 1976 og hed ”Uden at vide hvorhen”. Den kan lånes på bibliotekerne, men ellers efterlod han sig ikke meget. Alle hans meget omfattende dagbøger blev destrueret efter han død i 1993. Dette efter et ønske i hans testamente. Hvorfor? Formentlig fordi de ikke kom andre ved, og han efterlod sig i øvrigt ikke nogen familie. Han døde på Frederiksberg, men blev begravet på Krogstrup Kirkegård ved siden af sine forældre – dog med god luft imellem dem, som der nok var det meste af hans 90-årige liv.

FAKTABOKS

Husstanden på Svanholm

Aage Dons far hed Hans Bergishagen Dons og blev født i 1850 i Tveje Merløse sogn. Han voksede op i København, men flyttede tilbage til egnen, da han som 30-årig blev forvalter hos sin mor på Holbæk Ladegård. 10 år efter blev han i 1890 forpagter på Svanholm Hovedgård. Samme år blev han gift med den lokalfødte Frede Henriette Gottlieb i Krogstrup Kirke. Deres første barn døde desværre efter fem måneder, men ved en folketælling i 1901 bestod familien nu af landmand og husmor, samt deres børn Vilhelmine Amalie, Hans Christian, Elisabeth og Aage! Mærkeligt at Aage står opført, da han jo først blev født i 1903, altså to år efter folketællingen, men måske strakte den sig over flere år? Ved næste folketælling i 1916 bestod husstanden på Svanholm af følgende: Forpagter, husmor, sønnerne Hans Christian og Aage – far Hans’ bror Simon Arent - en forvalter, en ung pige, en husjomfru, 2 stuepiger, 4 tjenestepiger, 2 landvæsenselever, en enke (fhv. tjenestepige). Faren Hans Bergishagen Dons døde i 1930 i Herlufsholm, men sønnen Hans Christian Bergishagen Dons var forinden blevet ny forpagter af Svanholm Hovedgård. Dermed fortsatte familiens tilknytning til Svanholm – og alle ligger de i dag begravet på Krogstrup Kirkegård.